Tilfældet, jo længere mod nord man kom, hvilket man kan forstaa, naar man betænker, at den norske Befolkning paa denne Tid strakte sig til omkring Harstad og Bjarkøi.
Disse Kyststrækninger, som saaledes udgjorde Almenningsland, som Kongen eiede, var som Regel mindre skikket for Jordbruk; men de egnede sig ofte særlig godt til at drive Fiske fra, og efterhaanden som Befolkningen tiltog, og Fiskerierne kom op, blev der Spørgsmaal om at tage de nævnte Strækninger i Bruk som Udfartssted for Fiskerne. Ligesom de øvre Almennninger var til Bruk for Bønderne, saaledes kunde ogsaa de ytre Almenninger tages i Bruk med visse Forbehold. Kongen krævede en vis Afgift af Fiskerne, for at de skulde faa Tilladelse til at ro ud fra vedkommende Sted og have sit Tilhold her, naar de ikke var paa Sjøen. Denne Afgift gik under Navn af Landvorde eller Landvarde og var forskjellig fra den Afgift, som svaredes for Hustomt eller lignende, og som benævntes Landskyld, Jordleie, Husleie osv. Landvorden var udelukkende Godtgjørelse for, at de kunde ro ud fra Landet og have sit Tilhold her under Fisket. Om Kongen vilde foretage noget, som tjente til Fiskernes Bedste, beroede paa hans egen frie Vilje; men Landvorden var ikke afhængig deraf.
Om de øvre Almenninger findes der i de gamle norske Love temmelig detaljerede Bestemmelser om det Bruk, som Almuen kunde gjøre sig af dem til sit Bedste. De kunde tage sig Støl her, de kunde benytte Skogen, og de kunde faa sig udvist Jord til Dyrkning, og vi hører om en Mængde Tilfælde, hvor Almuen benyttede sig af sin Ret. I den senere Tid er der offentliggjort flere Skrifter og Afhandlinger om de øvre Almenninger. Saaledes af nærv. Forf.: Om Hardangerviddens retslige Forhold, hvor der i Indledn. gives en Oversigt over Almenningsretten.
