Som bekjendt siges der i Frostatingsloven, Landsleiebolken Kap. 7: Svá skulu almenningar vera sem verit hafa fyrr at fornu fari bædi hit øfra ok hit ytra. Der skjelnes her mellem to Slags Almenninger: de øvre og de ytre. Ved de første forstnaes Almenningerne tilfjelds, de store Fjeld- og Skogstrækninger, som paa den Tid, da vore Love blev til og længe efter, indtog den allervæsentligste Del af Landet. Hvad der laa udenfor disse Strækninger, og som udgjorde de private Eiendomme, indtog en ganske forsvindende Brøkdel af Landet. De ytre Almenninger derimod udgjorde de øde, ubeboede Øer, Holmer, fremspringende Nes osv. langs med Kysten ud mod Havet. Paa den Tid, da Loven blev til, var Bebyggelsen langs vor vidstrakte Kyst meget tynd og spredt, og dette gjaldt især den nordlige Del af Landet. De omtalte Øer og Holmer m. v. ud mod det aabne Hav var endnu ubeboede for den væsentligste Del, og dette var mere og mere
- ↑ Se Væreierkom. Indstill. fra 1584, forfatt. af Formanden Foged Leth. Prof. Taranger: De haalogalandske Almenn. Bodø 1892. Am. Helland: Beskrivelse af Romsdals Amt (Norges Land og Folk), I, S. 250. Fritzner: Ordbog, under Landvarða.
