Som jeg senere nærmere skal omtale, er det den
herskende lære, som navnlig er begrundet av Maurer, at
den norske lagrette overalt talte 36 mand; men Frostatingsloven
gjør denne hypothese uantagelig.
3. Frostatinget. Dettes organisation efter den ældre
Olavstekst kjender vi intet til. Den bevarte Frostatingsbok
indeholder væsentlig Magnustekst, men er i begyndelsen
av tingfarebolken defekt, saa vi maa forsøke at
rekonstruere teksten ved hjælp av Járnsiða og Landslovens
Frostatingsbok, som i dette kapitel aapenbart har
benyttet den ældre Frostatingsbok som sin kilde. Vi
faar da følgende konjekturtekst til begyndelsen av
F I 1:
[1. Vi skal ha vort lagting hvert aar paa Petersmesseaften (28. juni). Der skal alle møte forfaldsløst, som dertil er opnævnt, saa mange fra hvert fylke, som her nævnes (Hk 1 og L I 1) og opnævne de mænd, som har arbeidshjælp (jfr. Øyratingsreglerne F I 4 og Hk 1) og som synes dem at være forstandige (vænir til skila), saa de kan stadfæste det med sin ed; den ed skal de sværge den første edsdag[1], som de kommer til tinge, efter denne edsstav, at »dertil lægger han haand paa hellig bok og det tar han Gud til vidne paa, at han denne gang har opnævnt de mænd til Frostatinget, som han efter sin samvittighet syntes var velskikkede og forstandige, og ikke gjorde han det for andre mænds skyld, og saaledes skal jeg altid gjøre, mens jeg har dette hverv«. Denne ed bør ingen sværge mer end engang.
2. Nu[2] er saa mælt, at der skal nævnes 60 bønder fra hvert fylke i Uttrøndelagen og 40 fra hvert fylke i
