De beslutter i folkets navn og til en lovlig beslutning kræves enstemmighet paa Gulatinget.
Med »Gulatingsmændene« menes vistnok først og fremst de valgte bonderepræsentanter. Men ogsaa de kongelige og kirkelige deputerte maa ha været lovlige medlemmer av tinget og hat stemmeret i lovsaker. Derimot er det ikke sandsynlig, at de kongelige lændmænd har sæte i lagretten uten bonderepræsentanternes samtykke. Som vi senere skal se, var dette regelen paa Frostatinget. Og naar vi ser, at en lændmands eller en lændmandssons eller aarmands optagelse i en privat skiladom hadde sakens ugjenkaldelige tap til følge, ja at de ikke maatte komme saa nær domstolen, at de kunde høre, hvad der blev forhandlet[1], saa viser dette, hvor skinsykt bønderne vaaket over sine domstoles uavhængighet av kongemagten. Efter dette anser jeg det for givet, at Gulatingets lagrette bestaar av de valgte bonderepræsentanter, som efter Olavs redaktion talte ca. 400 mand, men efter Magnusteksten 246. Jeg indser ikke, at loven kunde undgaa at nævne det, om der skulde foregaa et særskilt lagrettevalg. Heller ikke forstaar jeg, hvorledes lagrettens kompetence kunde forbigaaes i taushet, om den var væsentlig forskjellig fra tingets. Som allerede nævnt sier loven kun, at lagretten dømte i siste instans; men det samme sies ogsaa om Gulatinget; og det er ogsaa alt, hvad der sies om begges dømmende myndighet. Om Gulatinget eller dets lagrette ogsaa kunde domme i første instans – som Frostatingets lagrette – derom tier loven, og det er neppe sandsynlig, at den defekte mannhelgebolk (foran G 151) har indeholdt noget herom.
- ↑ G 3.
