Hadde Gulatinget en særskilt lǫgretta? Hertil er at
svare, at ordet lǫgretta forekommer et eneste sted i G,
nemlig i odelsbolken (G 266), hvor lǫgretta nævnes som
øverste appelinstans for fylkestingets dom: »da vil den
ene skyte sin dom i lǫgretto, men den anden vil la sig
nøie med fylkesmændenes dom=«; i kjøpebolken (G 35)
brukes i et lignende tilfælde: »skiota af fylkisþingi til
Gulaþings«. Med andre ord: Gulaþing og lǫgretta er
identiske begreper. Det er alt, hvad vi med sikkerhet
kan dra ut av Gulatingsloven. Der findes ikke antydning
til nogen særskilt organisert lagrette indenfor Gulatinget.
Og ett er sikkert: Den lovgivende myndighet
laa hos hele Gulatinget. Hele Gulatingsloven er avfattet
i alle tingmænds navn (vi, vi Gulatingsmænd, vore love,
vor konge osv.). Særlig klart er ledingsbolkens slutning
(G 314): »Vi skal ha det logmaal om vore utgjerder,
som har været før og Atle fremsa for folket i Gula,
medmindre vor konge vil bevilge (játta) os noget andet
og vi allesammen siden maatte bli enig derom.« Flere
steder, som jeg her ikke skal gjennemgaa, viser, at baade
konge og biskop har sit selvstændige retsomraade, hvor
de er souveræne og hvor folket kun kan ansøke om lettelser
og rettebøter, og derfor ordnes retforholdet mellem
folket og disse magter ved avtale (mál, se G 8 og 9).
Konge og bisp har ogsaa lovgivningsinitiativ (setja lǫg
G 10, 17), men Gulatingsmændene kan avskaffe ogsaa
de love, som bispen og kongen har git; derfor heter det
i G 15: »vi har avskaffet [den regel] at [bispen] skal
styre presterne med hugg; ti vi besvogrer os med dem
eller lar vore sønner oplære; vore prester skal ha slik
mannhelg som vi selv har indbyrdes her i landet.«
Det fremgaar klart av disse uttalelser og av hele det gamle Gulatings logmaal, at det taler i alle Gulatingmænds navn og at disse betragter sig som folkets repræsentanter.
