|
| ||
| Sogn | 16 | skipreder |
| Hordafylke | 32 | – |
| Ryfylke | 32 | – |
| Egdafylke | 15 | – |
| Ialt 126 skipreder. |
Fordeler vi nu repræsentanterne paa disse skipreder og sætter Olavstekstens repræsentanttal til 400 (375 + 25 fra Sunnmør), mens Magnusteksten har 246, saa faar vi efter Olavsteksten omtrent 3 repræsentanter pr. skip- rede og efter Magnusteksten ikke fuldt 2. Paa Island var der 3 lagrettemænd for hvert godedømme, 12 fra hvert tinglag og 36 fra hver fjerding. Efter Olavsteksten falder der 25 paa hver fjerding i Horda- og Ryfylke, 20 i Firdafylke, 10 i Sygnafylke og 5 i Egdafylke. Repræsentationen har saaledes været stærkest i de fylker, som har de fleste skipreder (det vil si: den største befolkning), men ingensteds san stærk som paa Island. Under Magnus Erlingsson er repræsentationen i disse fylker reducert til omtrent det halve og ogsaa ellers nedsat. Dette har vistnok sin egentlige grund deri, at diæten er fordoblet og bestemt særskilt for hvert fylke i forhold til dets avstand fra tingstedet.
Hvem opnævnte repræsentanterne til Gulatinget? Ja, regler herom findes kun i avsnit 4, som er Magnustekst: »Den skal fare, som lændmænd opnævner, eller aarmænd eller sysselmænd.«
Men disse ord er et uorganisk indskudd i teksten og det er derfor sandsynlig, at de helt eller delvis stammer fra Olavs redaktion. Opnævningen har i de gamle fylker enten foregaat paa fylkestingene eller paa fjerdingstingene, sandsynligvis paa de første, og som alle nævninger er det rimelig at de er utført av de kongelige ombudsmænd ogsaa før Magnus Erlingssons tid.
