demokratiske. De selvskrevne kongelige og kirkelige embedsmænd kan ikke siges at ha gjort Gulatinget mere aristokratisk end de gamle alting, hvor ogsaa herser og goder var selvskrevne medlemmer.
I en henseende er der en paafaldende forskjel mellem Gulatinget og den islandske lǫgretta. Denne bestod av 12 × 3 = 36 lagrettemænd fra hver fjerding og 144 fra det hele land. Det samme tolvmandssystem, som behersker Islands domsordning, behersker ogsaa dens lagretteordning. I Gulatingets repræsentationsregler er der ingen antydning til dette tolvmandssystem. Repræsentanternes antal er – bortset fra Hordaland og Ryfylke – forskjellig fra de forskjellige fylker: flest fra Hordaland og Ryfylke, færrest fra Agder og et ubestemt antal fra Sunnmør, som endnu paa Olavs tid staar utenfor organisationen. Men i Magnusteksten (4) har vi nye og mere detaljerte regler om repræsentanternes valg og fordeling, samtidig som deres antal blir reducert. Fra Egdafylke skal der fare en mand fra hvert skiprede og man skal jænke paa skiprederne, saa 20 mænd reiser. Fra Ryfylke og Horda- land skal der fare 15 fra hver fjerding, fra Sogn 10, fra Firdafylke 13 og fra Sunnmør 16 ialt. Vi ser herav at de gamle Gulatingsfylker fra Ryfylke til Fjorane har været inddelt i fjerdinger og endnu i 1164 har skipredeinddelingen ingen statsretlig betydning her[1]. I Egdafylke har man ingen gammel fjerdingsinddeling, men kun en skipredeinddeling. Skipredernes antal i Gulatingslagen har vi først oplysning om i Magnus Lagabøters testament (DN IV 3) og da hadde
| Sunnmør | 16 | skipreder |
| Fjorane | 15 | – |
- ↑ Den islandske fjerdingsinddeling stammer aabenbart herfra.
