ett saald malt. Men fra Sogn 10 mand fra hver fjerding og utrede en maanedsmat av hver sort til mands og en øre veiet og ett saald malt. Og 13 mand fra hver fjerding i Firdafylke og utrede en maanedsmat av hver sort og en øre veiet og ett saald malt. Men av Sunnmør utredes til hver av de 16 mænd 2 maaneders mat av hver sort, en øre veiet og ett saald malt. Men den mand, som forsømmer at skaffe dette tilveie, da hindrer han reisen for den mand; da skal han bøte derfor 3 ører.
5. Olav: Altid naar tingmænd blir idømt bøter i Gula, da skal pengene betales der. Men det eier alle Gulatingsmænd; da er vel, om han betaler selv eller hans venner, men om han ikke vil, da skal kongens aarmand eller lændmand betale hver for sin syssel og ta det dobbelte igjen hjemme.«
Vi har her flere interessante paralleler til det islandske alting: De møtende kaldes þingmenn og av G 131 ser vi, at alle bønder, som tingbudstikken kommer til, er tingpligtige, undtagen einvirker, som ikke har anden arbeidshjælp end en gut som er under 15 aar, hvad enten det er hans egen søn eller en andens. Disse einvirker skal kun møte paa tre ting: manddrapsting, kongeting og mandtalsting. Enke og ufør bonde er ikke tingpligtig, men kan møte (ved repræsentant), om de vil. Men alle andre bønder skal følge tingbudet eller betale tingvite (3 ører). Disse tingmænd er dommere paa herreds-, fjerdings- og fylkestingene; de forutsættes at være lovkyndige; de utfører atfor (eksekution). Det er denne økonomisk selvhjulpne almue som baade paa Island og i Gula- og Frostatingslagen utgjør de tingmænd, blandt hvem lagtingsrepræsentanterne opnævnes. Dette er saaledes ingen aristokratisk forsamling; der er ingen tale om, at tingmandsverdigheten er forbeholdt haulderne eller odelsbønderne. Baade altingene og lagtingene er utpræget
