synes å være identisk med Truid Ulfstands ombudsmann på Giske, stillet spørsmålet, og »menige mend endrectelig til swarede besunderlig the elste oc forfareneste i hoben«. En slik vending hørte riktignok hjemme i tingsvidne-formularen, og overhodet må jo meget av det, som ser ut som referat i retsdokumentene, bare tilskrives brevformen.
I byene var i det 16de århundrede lagtinget å regne
både for under- og melleminstans. En egen underinstans
blev innført, eller fornyet, ved oprettelsen av rådsturettene
i 1607[1]. Også på landet kunde man søke direkte
til lagtingene, endog til overlagtingene. En stevning til
et overlagting er bevaret fra 1553[2]. Uten at nogen tidligere
procedure blir nevnt, stevner høvedsmannen på
Akershus en mann i Ullensaker – som en kantor Anders
i Oslo hadde beskyldt for ikke å ville betale for en eiendom
– til å »møde for loven de godemænd og lagmænd
som forsamles her i Oslo iij søgner efter sanctj Pouels
dag nu mest kommendes at svare forne mester Anders«.
Stevningen blev lest i Hovin kirke på en søndag, »mange
dannemænd paa hørendes«.
På landet hadde man allikevel en underinstans i de allmindelige bygdeting; det tekniske navn på dem var snarest bygdestevner[3]. Tross den store mengde dokumenter, som er bevart fra dem, er det vanskelig å danne sig et ordentlig billede av deres virksomhet. Det at regjeringen – før Kristian 4de – viet retslivet såvitt liten opmerksomhet, og ikke stræbte større efter nogen uniformering, gjør også at en alltid må regne med lokale forskjelligheter. Jeg skal ikke forsøke mig på konstruksjoner, men nevne nogen få eksempler.
