Derimot forekommer det ikke så sjelden, at styrelsens representanter er med om å utstede domsbrevet og sette sitt segl under. Det var således tilfelle i dommen mellem Truid Ulfstand og Peder Hanssøn i 1538, og i dommen om Ikornnes laksevarp i Bergen 1544. I Stavanger lagdømme synes det å ha vært fast skikk. Denne siste omstendighet gjør det vel sikkert, at det ikke i slike tilfeller er tale om nogen egen art domstole, men kun om en forskjellig brevform.
På lignende vis tror jeg ikke det skal sees noget annet enn en regelmessig overlagtingsdom i det »åpne brev«, som blev utstedt[1] i Oslo St. Hansaften 1558. (St. Hansdag var regelrett overlagtingssession). Brevet blev utstedt av kansleren, en mindre lensherre, 3 lagmenn, borgermester og rådmenn. Alle har forseglet dommen, som gjaldt en odelssak i Våge. Utgiverne av Diplomatariet kaller den en »Herredags-Dom«.
Det kan disputeres om hvad det skal forståes ved en herredag i det 16. århundrede, og helt uten hjemmel i datidens forestillinger er det ikke å bruke ordet om overlagting. Et sådant kan man nemlig se betegnet som »riigens raadt«[2]. Men denne betegnelse er nu ikke riktig, selv om den er brukt i datiden, og nogen grunn til å sette netop domstolen i Oslo 1558 i en særstilling, til forskjel fra andre overlagting, er der ikke.
Av og til blev lagting avholdt i åstedssaker.
1 1540[3] var engang lagmannen i Borgarting og 5 lagrettesmenn – i dette tilfelle sikkert nok ikke Sarpsborgs borgere, men bønder – tilstede »emellom lille Borgs och Tofftebærgs og Wædherbærgs eigher«. Saken gjaldt skoggrenser, for opsidderen på Lilleborg hadde »hugget langt vp i Vædherbærgs oc Tofftebærgs eyghe och sagde att thet skulde wære sammeygher«.
