Sunnmør 16 bønder (Olav: saa mange som vil[1]). Magnus: Men to lændmænd skal være tilbake i Egdafylke, to i Ryfylke, en i Sunnhordland, en i Firdafylke, en paa Sunnmør for at vogte folks hus og hjem for tyver og ransmænd. Men alle, Magnus: andre, lændmænd, Begge: som er inden vort lagdømme, skal fare til lagtinget fra disse 6 fylker, medmindre kongens eller deres eget nødsfald er til hinder, og de messeprester, som biskopen opnævner dertil (Olav: alle som folk kjøper tjeneste hos), og alle aarmænd skal komme dit forfaldsløst. Men for dem er det lovbestemt forfaldsgrund, om kongen kommer i et fylke og byr sin aarmand at berede hans mottagelse i næste fylke.
2, Nu er det dernæst at vi skal komme hit saa mange tingmænd, som nu er tilnævnt, Magnus: Petersmesseaften[2], (Olav: torsdag i paaskeuken[3]) før solnedgang. Men om de ikke kommer, skal de bøte, hver mand, som er opnævnt til Gulating, om han kommer efter at ederne er avlagt[4]; men om han kommer for og dog efter vor møtedag, da skal han bøte en øre. Men om alle fylkesmænd[5] forsømmer det, da skal de ha med sig dit næste vaar[6] 40[7] mark; derav skal vi lov-
- ↑ Baade dette uttryk og Magnustekstens bønder (ikke: tingmænd) viser, at Sunnmør har staaet utenfor den gamle Gulatingsorganisation.
- ↑ 28. juni.
- ↑ Uken efter paaske.
- ↑ Eder blev efter Hk 1 og 3 (optat i L I 1 og 3), som stammer fra F, avlagt av den kongelige embedsmand som hadde opnævnt nævndemændene, og av lagrettemændene. Det samme maa ha været regel i G.
- ↑ Det er alle nævndemænd fra et fylke.
- ↑ Det til næste Gulating.
- ↑ Lovens høieste bot (kongefredsboten).
