fattes. Ligeledes har det sin betænkelighed med oprydning i sætermarken, thi istedenfor, at andre gaarde, som mangler sæterhavning, kunde i store sætermarker faa anvisning til hjælp i den fald, saa bliver samme ved saadan uberettiget oprydning alene en til nytte, uden at andre, som kan være høist trængende, der kan anvises nogen hjælp tillige og saaledes bliver lovens hensigt med rydningsforbud paa de steder hindret. Derimod hvor der haves skjøde paa sæter og sætermark uden nogen reservation, der er det dens eiendom, og følgelig har eieren ret til at be- nytte sig deraf, som man bedst ved og lov og forordninger gemess«.
Denne rydningskommissionens fremstilling fra 1759 viser, at man i det 18. aarhundrede var opmerksom paa, at det af hensyn til statens interesse i at faa rydning i almenning fremmet og for at faa hindret ulovlig tømmer- hugst sammesteds var ønskeligt at faa fastsat bestemte grænser for de private eiendomme. Denne rydningskommissionens udtalelse fra 1759 kan i flere henseender anvendes paa forholdene i vort land endnu den dag idag; thi endnu er grænserne mellem de private eiendomme ofte usikre, og det er endnu uafgjort, hvad der i Norge er statsalmenning, og hvad der er privat eiendom paa høifjeldet. For at faa det sidste spørgsmaal løst har man i henhold til en lov af 8. august 1908 nedsat en egen høifjeldskommission, der er udstyret med dømmende myndighed, og flere processer verserer ogsaa for de ordinære domstole for at faa afgjort brugsrettigheder til de solgte og usolgte almenninger. At afgjøre disse retstvister ad administrativ vei vilde ikke være heldigt. Fra gammel tid af har man i Norge fundet det for mest betryggende at henvise denslags sager til afgjørelse ved lands lov og ret. Statholderskabets protokoller fra det 17. aarhundrede indeholder tydelige vidnesbyrd herom saavel fra tiden før som efter enevældets indførelse.
