blev forrettet med nøieste forsigtighed og muligste vished, om enhver der indrettende gaards tilstand i jordart og anden tilliggende, som en jordbruger kan føre sig til nytte saaledes, at deraf kunde sees enhvers sande og rette beskaffenhed og med alle sine delemerker blev lagt i kart, kunde i mere end i ét tilfælde have sin store nytte – – – ».
Rydningskommissionen forklarer videre i den samme indberetning, hvorledes mange af disse gamle gaarde i stor udstrækning var bleven forbedret. Nogen forhøielse af skylden mente kommissionen isaafald lettere kunde ske end opmaaling. Paa slutningen af den citerede fremstilling findes følgende bemerkninger. «Endelig for at forekomme saavidt mulig al uberettiget brug, tømmer- og lastehugst i sætermarkerne kunde (om ingen særdeles anordning at udgive ansees fornøden) og ved saadan leilighed undersøges, om nogen af de ved matrikulen enhver gaard anviste sætre og sætermarker er bleven en eller anden solgt og afstaaet; thi naar de steder, hvor der haves sæter- og sætermark, alene er bevilget til sommerhavn og græsning, der kan ikke hverken rydning til husmand eller deslige brug eller skoghugst have sted, medmindre det enten udtrykkelig staar i matrikulen eller siden allernaadigst er bevilget og san meget mere, som det første i loven er forbuden (3–15–8)[1] og det sidste bringer gaardene i forringelse, efterdi naar en uagtsom eier enten har udhugget eller solgt sin til gaarden havte skog, kunde sæterskogen endnu være et tilflugtsted for efterkommerne til det nødvendigste bygningstømmer ifølge tilladelse og tilsyn af vedkommende øvrighed, men naar denne ved sagtømmer og deslige ogsaa udhugges, vil al hjælp endog til de fornødne husebygninger i fremtiden
- ↑ Art. bestemte, at det var forbudt at rydde i sætermarkerne i almenning.
