flere som ved brug og en langsommelig og uimodsagt hævd kan fore vidner om deres tilliggender, og om end nogle af dem tid efter anden kan have seet sig leilighed til at forøge deres strækning eller andre med dem, som har sætermark i fjeldene, kan have udvidet saadanne deres sætermarker, opryddet husmandspladser og derhos tilegnet sig del i de derværende skoge for videre (= mere) end de har været berettiget (til)[1], san dog paa det, at i alle sandanne tilfælde baade kunde træffes den mest mulige vished og ingen i deres rette tilligender fornærmes, vides intet bedre middel end dette eneste: at alle gaardes udmarker, skoge og sætermarker og disse sidste især saavidt de er nogens eiendom, maatte paa lovlig maade hver for sig efter deres bevislige strækninger opgaaes, alle dele- og merkestene eftersees og bevises, og hvad som ikke med merke- og delestene samt gyldige beviser kunde godtgjøres at have fra alders tid lagt til deres gaarde, det skulde derfra skilles og paa saadan maade formenes uforgribelig, at ei alene det ellers saa vanskelige og i uvished svævende betydelige spørgsmaal om, hvad der er almenning eller ikke almenning, kunde bli opløst, men og enhvers eiendom uden nogen fornærmelse eller billig anke bedst var at udsøge; thi hvad de gamle gaarde angaar, da formenes underdanigst, at det neppe vil være gjørligt ved nogen blot opmaaling at udlede, hvad grund eller strækning de er matrikuleret for uden først at fastsætte, at gaardenes gamle og bevislige delemerke skulde følges, efterdi – paa hvad maade opmaalingen ellers kunde ske – blev følgen befrygtelig for den største del en almindelig misnøie, klage og raab over indskrænkelse og saadan sammenblandelse. Vel tilstaar vi, naar alle gamle gaarde først – saaledes som meldt – var udseet og enhver tillagt sin rette og egentlige strækning, at den opmaaling derefter paa øde steder[2], naar den,
