eiendomme skatlagt for det, som de efter omstændighederne kunde taale, men nogen opmaaling af den grund, der hørte til eiendommene, fandt ikke sted, da omkostningerne herved dengang blev antagne at være altfor store i forhold til den nytte, man derved kunde opnaa. Jeg kan her til slutning citere, hvad rydningskommissionen i 1759 skrev om gaardenes grænser i indmark og udmark[1]:
«Og siden den ene gaard i bygderne fra umindelig tid af saaledes – som tilforn er meldt – grænser og støder til hinanden besynderlig (= især) i ager og engeland, samt hjemmark, saa at de alene adskilles enten ved gjærder eller fastsatte merker, saa er det deraf klart, at der i den fald (= isaafald) ved den i 1665 skede matrikulering over de gamle gaarde neppe er bleven nogen mellemrum, som uden matrikulering er vorden forbigaaet; ligesaalidet, har de i saa maade paa egen haand, medmindre de vilde fornærme deres naboer, «kunnet tiltage sig videre end de af gammel tid har havt uden det kan være saadanne (gaarde), som grænser imod fjeldene og derudi har deres strækning eller de, som siden matrikuleringen 1665 har opryddet sig pladser udi fjeldene, der vel siden er skyldsatte, dog ikke paa alle sider san nøie bestemt deres visse strækning, men hvad de øvrige gamle gaardes udmark og især skogstrækninger angaar, da er det vel den mindste del, som med markeskjels- eller aastedsforretninger kan bevise deres skogs og udmarks begreb (= udstrækning, omfang), men des
- ↑ Denne forestilling er dateret 25. november 1759 og er undertegnet af N. Collin, D. Sommerfeldt, P. Hveding og foged A. Lund og er dateret Gaarder i Elverum. Betænkningen beror i det danske Rigsarkiv i en pakke med titel «Rydningskommissionens betænkninger om skoghugsten og opmaalingen i Norge 1757–1759. Diverse no. 12». Den blev udarbeidet i henhold til kgl. res. af 10. mai 1759 og Rentekammerets skrivelse af 19. s. md.
