særskilt skyldsat, og der enten betaltes alene engeslaatteafgift eller baade aarlig engeslaatteafgift og bygselsum ved overgang fra en bruger til en anden og ved første gangs tagen i brug efter brugerens begjæring, er der kun sjelden udstedt eget skjøde paa disse slaatter. De kan derimod senere være hævdede til eiendom. Grunden til, at de ikke er solgt, har vel som oftest været den, at bønderne ikke har troet at behøve at kjøbe disse slaatter eller udtrykkelig faa dem ind i skjøderne, dels fordi de havde liden værdi, og dels fordi de uden saadant kjøb fra kongen alligevel fuldt ud kunde udnytte slaatterne, som de ønskede. Ved jagtloven af 1899 er dette bleven forandret. Man maa ogsaa være opmerksom paa, at slaatterne vistnok i nogen tilfælde var inkorporeret i gaardenes skyld, og at bønderne derfor i mange tilfælde har troet, at de ved kjøb af selve gaarden ogsaa blev eier av slaatterne paa samme maade, som de ved kjøbet blev eier af gaardenes huse og de indhegnede indmarker. I de bygder, hvor almenningsforholdet og statens oprindelige rettigheder er gaaet i glemme, fordi staten kanske ikke i aarhundreder har udøvet nogen positive dispositioner over grunden, har en saadan opfatning havt let for at vinde almindelig udbredelse. Bønderne har efterhaanden – for at fremme sit jordbrug og gjøre dette effektivt – søgt at opløse alt fællesskab mest mulig, og i denne henseende har de offentlige myndigheder regelmæssig søgt at hjælpe dem. Efter teorien skulde kongens almenninger ikke tillades udskiftet, men paa grund af bøndernes og embedsmændenes uvished om saadanne almenningers eksistens har man i mange tilfælde skiftet fælles skoge i kraft af 3–12–15 tiltrods for, at disse, hvis spørgsmaalet havde været forelagt domstolene i en fuldt udredet form, i mange tilfælde vilde være bleven erklæret for kongens almenning. Ved matrikuleringen og skyldsætningerne i det 17. og 18. aarhundrede blev de faste
