vistnok en uskik, naar eiendommen ikke var særskilt skyldsat efter 3–12–4, og dette kunde med rette angribes, men at støvlehuden blev oppebaaret, selv om ikke bygselsum samtidig blev erlagt, kunde dog ikke rokke selve bevillingens lovlighed eller bevirke, at rydningstilladelsen tabte sin virkning. Var støvlehuden lovlig indkrævet, maatte denne kunne kræves tilbage, men hvorvidt selve tilladelsen til at bruge almenningen var lovlig eller ikke, afhang ikke af, om det var lovligt at indkræve støvlehuden. Da loven ikke selv afgjorde noget om, hvad der var privat eiendom og hvad der var almenning, men alene henviste dette spørgsmaal til afgjørelse ved ed (tingsvidne) og lovlig rettergang, et spørgsmaal der meget længe har været uklart, vil man indse, at der let kunde opstaa tvil om berettigelsen af de udstedte bevillingssedler, der som oftest alene byggede paa bygselmændenes egne opgaver. Blev sagen imidlertid ikke forfulgt for domstolen inden udløbet af hævdstid, kunde den mand, der af fogden havde faaet tilladelse til at bruge almenningen, og i henhold hertil havde udført rydning der, anse sig sikret ligeoverfor tredjemands krav, naar han i 30 aar havde udøvet brugen.
Af nogle skatter blev alene betalt engeslaatteafgift, af andre blev tillige opkrævet bygselsum enten uden eller ifølge besigtigelse, andre saadanne blev derimod skyldlagt i henhold til 3–12–4 ifølge brugernes egen begjæring. Saafremt disse slaatter var beliggende i kongens almenning, kom de ved skyldsætningen ind i kongens jordebog som særskilt matrikulerede eiendomme med egen skyld og eget matrikulnummer paa samme maade som andre gaarde, idet de i skatteteknisk forstand betragtedes som gaarde, selv om de ikke var beboet.
De særskilt skyldsatte engeslaatter i almenning er alle efterhaanden solgt af staten til private paa samme maade som de beboede rydningspladse. Var derimod slaatterne ikke
