Tolgen. I Gudbrandsdalen var disse afgifter hyppigere.
Under fortolkningen af 3–12–4, 5, og 7, hvilke artikler maa studeres i sammenhæng, kan mærkes, at 3–12–4 alene taler om, hvilke rydningspladse fogden har ret til at bortbygsle. 3–12–5 bestemmer, at fogdens tilladelse maatte indhentes paa forhaand ved slaat i almenning, hvadenten der til slaatten krævedes rydning eller ikke, men siger intet om, at der skulde betales nogen afgift. 3–12–7 fastsatte endelig regler om, at rydningsmanden en viss tid skulde være fri for at betale leie og leding. Hverken ved 3–12–4 eller 3–12–7 var det meningen at forandre den almindelige privatretslige regel om, at der til alslags rydning i almenning krævedes kongens tilladelse. En af fogden udstedt tilladelse til at rydde i almenning, til at oprette sæter, benytte slaatter, brænde braater o. l. i almenning var derfor fuldt gyldig, naar denne tilladelse ikke stred imod 3–12–4, selvom den indeholdt aftale om, at der skulde betales bygselsum uden lovlig besigtigelse. Man maa være opmerksom paa, at der er udstedt mange slige bevillingssedler, uden at der i dem er fastsat anden afgift end den, som landkommissionen i 1661 havde givet anslag paa, nemlig 2 skilling pr. hølæs. Det sidste kunde ikke siges at være ulovligt og var en praksis, som man anvendte, men kun i Østerdalen, Gudbrandsdalen og det Trondhjemske[1]. Under forudsætning af, at grunden virkelig var kongens almenning, og at tilladelsen ikke stred mod tidligere erhvervede særrettigheder, kunde man ikke gjøre nogen berettiget indvending mod en saadan tilladelses lovlighed.
At fogderne i nogen tilfælde har beregnet den saakaldte støvlehud for slige bevillinger (smlgn. 3–14–7), var
- ↑ Om denne praksis findes detaljerede oplysninger i en afhandling af G. P. Schult: «Om de retslige vilkaar for bruken af sæter og fjeldeng i statens almenninger».
