Vi møter baade paa Jamtamót og lagtinget en
domstol paa 24 domsmænd, som dels kaldes dnb er
dels »edsvorne lagrettemænd«[1]. Haakon VI lover (1364),
at Jæmterne skal faa leve efter sin »gamle norske lov«,
og sønnen Olav (1381) stadfæster deres gamle lovbok, som
aapenbart i flere punkter har avveket fra Landsloven[2].
Et alting i Herjedalen paa gaarden Sveig omtales i 1273; men er ellers ukjendt (se foran s. 2).
Hálogaland regnes endnu i Historia Norvegiae (ca. 1170) for et eget lagdømme (patria), hvilket ogsaa stemmer med Frostatingsloven, som vi senere skal se. Fylkestinget blev oprindelig holdt paa Trondenæs, men flyttede siden til Steig, hvor lagmanden bodde, I 1291 omtales en egen lovbok for Hálogaland, Vágabók, som forbydes av kongens ombudsmand, men opretholdes av erkebispen. Den synes at være en ældre utgave av Frostatingsloven og særlig dens kristenret. Der holdes »mót« paa »Brudeberget« i Vaagan, som det synes for hele Haalogaland[3]. Det er visselig det gamle alting.
1. Den islandske lǫgretta. Jeg begynder med det islandske lagting, som kaldes lǫgretta. At denne organisation er yngre end altingets oprettelse og avfattelsen av þingskapaþáttr, derfor taler flere grunde, av hvilke her
