Ogsaa i Frostatingslagen har vi et gammelt alting,
nemlig Øyratinget[1]. I F I 4 har vi reglerne for dets
sammensætning og indkaldelse: »Øyrating skal mændene
fra de 8 fylker ha hvert aar en halv maaned før Jonsok
(ca. 10. juni); men aarmanden skal skjære tingbud, og
hver bonde, som har arbeidshjælp, skal fare eller bøte
en hel mark, den som ikke farer. Men til dette ting er
hver bonde selvstevnet, selv om aarmanden forsømmer
sin pligt (med indkaldelsen) Men aarmanden skal ikke
indkræve bøter, naar han ikke skjærer tingbud.« Dette
er et ægte alting, og det synes oprindelig at ha været
sammenkaldt med budstikken. Her er ingen opnævning
av repræsentanter, men de selvhjulpne bønder er under
strafansvar pligtig at møte. Her kan love vedtages (se
F indl. 22) og her vælges kongerne, ganske som paa lands-
eller lagtingene i Danmark og Sverige. Det ældste
8-fylkers lagting for Trøndelagen blev derimot henlagt til
Frosta, som vi senere skal høre.
Jæmtland hadde gjennem hele middelalderen, sit gamle alting, kaldet Jamtamót, paa gaarden Forberg paa Frösön (Frœysœy) i uken efter St. Gregors dag (12. mars)[2], ved siden av det ved Landsloven indførte lagting til St. Botolfstid (17. juni)[3]. Vi finder her en sondring mellem mótsþing og lyktarþing[4]; det sisste finder vi ogsaa i Vestgötalagen (add. II og § 2) i formen luktærþing, og her som i Jæmtland er det et vaarting.
- ↑ Se herom Maurer, Gulaþing s. 397 ff.
- ↑ DN. VI n. 365 (i mótsvíkunni) og Styffe, Skandinavien3 s. 472 note 3. Maurer, Gulaþing s. 379 f.
- ↑ DN. III nr. 929.
- ↑ DN. III nr. 267 jfr. 266, hvor der omtales betalingsterminer paa Jamtamotstedet torsdag i paaskeuken (gammel Gulatingsdag og betalingsdag i Gulatingslagen), Mortensdag og pinsedag. Det er ikke disse betalingsstevner, som kaldes lyktarþing. Jfr. Hertzberg, Gloss. lyktarting.
