og ikke matrikulkommissionen, der havde vurderet engeslaatter i kongens almenning til 2 skilling for hvert læs hø, der kunde høstes. Man har ikke bevaret nogen udtalelse fra landkommissionen af 1661 om, hvorfor disse afgifter blev paalagt[1]. Det er ikke destomindre utvilsomt, at afgifterne skriver sig fra og er bygget paa kongens antagne eiendomsret til almenningerne. Landkommissionen havde faaet i opdrag at faa kongens indkomster mest mulig forøget og maa under sit arbeide have kastet sine øine ogsaa paa særrettigheder i almenningerne og betragtet dem som indtægtsobjekter.
Fordi det var kongens eiendomsret til almenningerne, der dannede udgangspunktet ved disse afgifters fastsættelse, maa afgiften betragtes som en leieafgift, der blev paabudt i kraft af lovens regler om, at det var kongen, som eiede almenningerne. Det var kongens jorddrotlige rettigheder, som kommissarierne i 1661 gjorde anvendelse af. De byggede paa lovens regler om, at rydning, høslaat, saaning o. s. v. alene skulde ske med kongens tilladelse, og at billighed talte for, at der for disse særrettigheder betaltes en mindre afgift. Disse afgifter har bidraget til at bevare strækningernes karakter af almenning, idet man paa den maade har havt vidnesbyrd om, at der i fogderiet fandtes almenninger, og at der var gaardbrugere, der havde særrettigheder til visse dele af disse. Bønderne blev derved selv interesseret i at paaberaabe sig disse afgifters betaling som bevis for sine rettigheder. At afgiften ikke blev henregnet til skat i datidens forstand, fremgaar ogsaa deraf, at retten til at indkræve saadan afgift senere er solgt af kongen dels særskilt paa samme maade, som det skede med ledingen og andre jordebogsindkomster,
- ↑ Smlgn. Meddelelser fra Det norske Rigsarkiv I, side 94, hvor det heder: «Afgift af engeslaat i almenning».
