dels sammen med almenningerne i sin helhed, idet den nye eier ved salget af en almenning som jorddrot indtraadte i kongens sted og derfor fik ret til at indkræve de afgifter, som tidligere havde været betalt til kongen i dennes egenskab af jorddrot og eier. Sin beskatningsret har kongen imidlertid udtrykkelig forbeholdt sig ved disse skjøder. Af kongelig ordre til skatkammeret af 13. juni 1664 ser man, at kongen forbeholdt sig sine regalier og høihedsrettigheder, hvorunder ogsaa kongens almindelige beskatningsret blev henregnet, medmindre det udtrykkelig i skjødet stod anført, at ogsaa nogen enkelt af disse regalier skulde medfølge i salget. Til disse høihedsrettigheder henregnedes retten til at opkræve told og accise, vragretten, jus patronatus, birkerettigheder m. m.[1]. Man har ikke noget eksempel paa, at kongen i enevældets tid ved et skjøde har overdraget hele sin beskatningsret til private. Jeg bortser dog her fra de rettigheder, som ved egne privilegier var overdragne til adelen.
Hvis en gaard blev solgt alene med angivelse af landskyldens størrelse, fulgte ikke retten til at opkræve afgift for brug af slaat i den tilstødende almenning med i salget, medmindre ogsaa denne afgift udtrykkelig var indført i kongeskjødet som gjenstand for salg. Eksempel paa særskilt overdragelse af afgifter for brug af sæter og slaatter i almenning tilfjelds har man foruden fra Romsdals[2] og Nordlands[3] amter ogsaa fra Lille-Elvedalen.
- ↑ C. Christiansen. Bidrag til dansk statshusholdnings historie I, side 447 og 451 (kgl. befalinger af 16. januar 1661, 5. juli 2661, 2. december 1661, 8. nov. 1662 og 13. juni 1664 samt kongelige konfirmationer paa salg af jordegods f. eks, kgl. konf. af 2. oktober 1663).
- ↑ Kongeskjøde af 6. marts 1663, der blev konfirmeret 5. oktober 1666.
- ↑ Følgebrev af 2. august 1664 om overdragelse til J. Irgens af græsleieafgift i Lofoten, Vesteraalen, Alten og Andenæs med forbehold af de kongelige regalier.
