Østerdalen ligger ogsaa gjenparter af de af fogden udstedte bygselbreve. Disse engeslaatteafgifter bør ikke kaldes skatter og kan ikke ansees som skatter i egentlig forstand[1], skjønt forskjellen mellem disse senere er bleven noget udvisket. Paa denne tid er der gjort forskjel, hvilket sees af den kongelige ordre af 18. januar 1664[2], der bestemte, at landkommissionens jordebøger skulde lægges til grund ved indbetalingen og oppebørselen af kongens landskyld, leding og andre indkomster dog med undtagelse af skatterne. Landkommissionen havde faaet i opdrag at udarbeide jordebøger over alt det skyldsatte kongelige gods. Afgiften af engeslaatter var ny i Østerdalen. Tidligere havde saadan afgift ikke været betalt her. Da man i matrikulprotokollerne fra 1665 finder de samme engeslaatteafgifter opført som i landkommissionens jordebøger, maa man deraf kunne slutte, at den nævnte afgift er bleven betragtet som en jordebogsrettighed. Matrikuleringskommissionen maa have følt sig bundet af, hvad landkommissionen havde foreslaaet, og af hvad ordren 1664 havde bestemt. Matrikulkommissionen havde ikke anledning til at forandre eller nedsætte de jordebogsafgifter, der allerede fra tidligere tid af var betalt. Med hensyn til skatterne stod derimod matrikulkommissionen mere frit, idet den skulde skaffe mest mulig lighed i disse. Den havde saaledes anledning til at forhøie eller nedsætte de ordinære skatter, men de staaende jordebogsrettigheder maatte blive uforandrede. Hvis engeslaatteafgifterne havde været anseet som skatter, havde de ikke indgaaet under reglen i ordren af 18. januar 1664, der udtrykkelig undtager skatterne. Det er landkommissionen
