kommissionen for en række gaardes vedkommende i det søndenfjeldske og nordenfjeldske Norge havde anført en viss afgift af engeslaatter og fiskevand. Lignende bemerkninger om saadanne afgifter forekommer i matrikulen af 1665. Disse engeslaatteafgifter blev beregnet med 2 skilling for hvert læs hø, som antoges at kunne avles paa høslaatter i kongens almenning. Bønderne blev af kommissionen paalagt at opgive, hvilke slaatter og fiskevand de havde i brug i kongens almenning, og Kommissionen indførte derpaa disse herligheder i jordebogen under de enkelte gaarde, som henhørende under og tilliggende disse[1]. Det maa antages, at disse slaatter og fiskevand blev anseet som gjenstand for gaardbrugernes særrettigheder, og at dette saa at sige ved disse afgifters paalæggelse blev konstateret som et faktum.
Slaatterne og fiskevandene er i 1661 betragtet og behandlet som beboede rydningspladser og grunden til, at de er anseet som saadanne og derved unddragne fra de øvrige gaardbrugeres fællesbrug, har været, at enkelte mænd har anvendt arbeide enten paa at oprydde og og dyrke slaatterne eller slippe fisk i vandene, at opføre fiskeboder eller bygge baader e. l.
Man har ogsaa eksempler paa, at lignende afgifter (rettigheder) er betalt allerede for 1661 dels for slaat dels for fiskeri i almenning. Det kan saaledes her nævnes, at der allerede i begyndelsen af det 17. aarhundrede blev betalt afgift af nogle sætre og slaatter i kongens almenning i Grødalen i Sundalen. Denne sidste afgift kaldes dels sæterleie, dels græsleie.
- ↑ Se statholderens skrivelse af 25. april 1663 (statholderskabets protokol no. 20. f. 133, a) og statholderens resolutioner af 29, januar 1673 og 14. februar s. a. om afgtft af fiskevandene (Gaalaaen i Sødorp og Haunsjøen i Gausdals Vestfjeldsalmenning statholderskabets resolutionsprotokol no. 4. f. 194, a og 131, b)
