saadan forhøielse, blev dette ønske dog imødekommet. Nogen forandring i reglerne om skyldsætning af pladse i almenning blev dog ikke derved gjort.
En følge av disse regler var, at man, naar en plads blev særskilt skyldsat, under forretningen maatte bringe paa det rene, enten pladsen var ryddet i kongens almenning eller indenfor allerede tidligere skyldsatte gaardes eiendele, d. v. s. om rydningen var skeet i almenning eller i herred, (d. e. i bygden). Under forretningen maatte videre oplyses, hvem der var eier, og hvem der var berettiget til at opkræve landskyld. Dette skede, fordi landskylden skulde betales til eieren. Denne var interesseret i landskyldens størrelse og maatte have anledning til at varetage sit tarv under forretningen[1]. Man vil derfor i skyldsætningsforretninger fra det 17. og 18. aarhundrede finde oplysninger om, hvem blev anseet som eier af grunden den gang, da skyldsæetningsforretningen fandt sted. Disse oplysninger maatte selvsagt have ikke liden bevisværdi for eiendomsspørgsmaalet. Bøndernes tro paa skyldsætningers betydning for eiendomsforholdet er derfor ingenlunde saa ugrundet, som mange i vor tid har villet gjøre den til. Den, der ifølge en saadan skyldsætningsforretning opkrævede landskyld af en eiendom i hævdstid, blev nemlig anseet som eier. Man kunde hævde en eiendom ikke alene ved selv at bruge og udnytte den og indhegne den, men ogsaa ved at oppebære landskyld af grunden. Ved at modtage saadan landskylds betaling ansaaes man nemlig for at have nytten af eiendommen.
Af de protokoller, der blev udarbeidet af landkommissionen[2] ifølge kongelig befaling af 17. januar 1661, sees, at
