sentlige kun jordebøger over kongens gods og desuden opgave over stigtens gods, over betalt leding og betalte skatter, men regnskaberne fra denne tid er ikke saa udførlig udarbeidet og specificeret, at man af dem kan slutte sig til, om de nyskyldsatte gaarde, der efterhaanden kom ind i kongens jordebøger, var ryddede i eller udenfor almenning. Man har saaledes ofte vanskelig for at afgjøre, hvorledes eller i kraft af hvilken hjemmel de forskjellige eiendomme i tiden før 1660 blev indført i jordebogen som kongens gods. Landskyld af rydningspladse i almenning skulde betales til kongen, men landskyld af jord, der var opryddet indenfor de skyldsatte gaarders eiendele, der allerede fra tidligere tid af var anerkjendt som krongods, skulde ogsaa betales til kongen.
I kraft af lovens regler om skyldsætning af rydningspladse i almenning og i herred kom efterhaanden de nyskyldsatte eiendomme ind i matrikulen. Eftersom gaardenes eiendele blev forbedret ved rydning, blev undertiden ogsaa de tidligere skyldsatte gaardes landskyld forhøiet enten derved, at den i matrikulen opførte landskyld fik en passende forhøielse, eller derved, at pladse, der var ryddede indenfor gaardenes eiendele (i herred), blev særskilt skyldsat[1]. I begyndelsen af det 18. aarhundrede begyndte man dog hyppigere at undlade saadan forhøielse, idet man støttede sig til et reskript af 28. december 1724, der bestemte, at det skulde forblive ved den gamle matrikulering. Det er neppe rigtig at antage, at denne sidste bestemmelse gav beføielse til en saadan undladen. Ved skatteforordningen af 28. december 1745 og forordningen af 29. april 1752 blev 3–12–7 forandret derhen, at nyopryddede stykker af tidligere skyldsatte gaarde ikke skulde særskilt skatlægges. Saafremt eierne selv ønskede
- ↑ Her tænkes ikke paa de i det 19. aarhundrede og den dag idag benyttede skylddelingsforretninger. Saadanne var ikke almindelige i det 17. og 18. aarhundrede.
