satte nemlig, at høslaat i almenning kun maatte ske ifølge fogdens bevilling. Denne regel gjælder efter sin ordlyd alslags høslaat, hvad enten dertil udkræves rydning (arbeide med grunden, før slaatten kunde finde sted) eller ikke. Slaat paa den naturlige eng var for lovbogen fri og krævede ikke tilladelse, da saadan ikke kunde betragtes som rydning.
Denne gamle lovregel om, at der til rydning i almenning udkrævedes tilladelse af kongens ombudsmænd, har den hele tid været opretholdt, omend upaaanket besiddelse i 30 aar var tilstrækkelig til at give den rydningsmand, der var besidder, eiendomsret, naar fogden eller andre ikke kunde bevise, at han havde faaet tilladelse til at rydde (se 3–12–2). Nogen pligt til at rydde i almenning har bønderne derimod aldrig havt. Om pligt til rydning af privat eiendom har man derimod flere bestemmelser fra det 17. aarhundrede. Som modsætning til almenning opstilles i nærværende fremstilling privateiendom d. v. s. de allerede tidligere opryddede og skyldsatte gaardes eiendele. Om pligtdyrkningen af privat eiendom handler forordningen af 28. juni 1632, Christian IV’s Reces 1613, 3–34, Christian V’s N. L. 3–15 og reskript af 6. september 1658 § 8. Ifølge forordningen af 31. august 1648 skulde rydningsmanden beholde det nylig opryddede sin livstid uden forhoielse af skylden[1].
I de ældste bevarede lensregnskaber fra det 16. og 17. aarhundrede finder man indført de i tidligere tid skyldsatte gaarde samt de eiendomme, der hvert aar blev nyskyldsat. Af opgaverne over betalt første bygsel, hvor saadan findes, ser man, naar der skede forandring i besiddelsen, og naar bygselsum blev betalt af den nye bruger. Regnskaberne fra tiden før 1660 indeholder i det væ-
- ↑ NR. IX, s. 150.
