med de citerede kongebreve at opmuntre til rydning ved at give rydningsmændene lettelser, men det var ikke meningen, at de skulde være fritaget for at søge om tilladelse til at paabegynde rydningen.
Endelig fik man Christian V’s N. L. 3–12–4 hvor det siges, at fogden alene skulde bortbygsle saadanne pladse i almenningen, der ved lovlig besigtigelse befandtes med tiden at kunne opryddes til et skattebol. Denne regel gjaldt ikke i samme form, før lovbogen utkom. Før 1687 foregik bortbygsling af pladse i almenning ved fogderne mere uhindret og lettere end efter lovbogen. Forat bortbygsling ifølge denne lovbogsartikel skulde ske, maatte det ved lovlig besigtigelse af sorenskriveren og lagrette bringes paa det rene og skjønnes, om pladsen havde saa stor værdi, at den med tiden, naar oprydningen var fuldendt, kunde blive særskilt matrikuleret og paa den maade kunde komme ind i gaardemandtallet som en selvstændig eiendom. Artiklen kræver dog ikke, at pladsen for at blive skyldsat skulde være gjenstand for beboelse, men dette maatte være det regulære. Herved var ogsaa lagt hindringer i veien for, at fogden ugrundet paalagde og af bønderne opkrævede bygselsum og afgifter af eiendomme, som de havde ret til at bruge uden bygselsums betaling (smlgn. N. L. 3–12–3 om, at enhver kunde gjøre sig sæter i almenning). Det var alene den ødejord, som ved lagrettets besigtigelse befandtes at være dyrkbar eller ialfald af en viss værdi, og var beliggende i almenning, som fogden havde ret til at bortbygsle. Desuden havde han dog ogsaa ret til at bortbygsle lignende ødejord, som var beliggende indenfor allerede tidligere skyldsatte gaardes eiendele, saafremt de sidste eiedes af kongen. I den følgende artikel i Christian V’s lov har man ogsaa en anden bestemmelse, der maa læses i forbindelse med samme lovs 3–12–4, 3–12–7 og 8“[1] 3–12–5 fast-
- ↑ Om rydning af ødejord i herred og i almenning se Reces 1643, 3. bog, 39,8 og forordningen af 25. februar 1682.
