Rydningsmanden er saaledes antagelig nogen tid i
det 16. aarhundrede i det Trondhjemske bleven odelsmand
i kraft af det meddelte tilladelsesbrev. Nogen har antaget,
at det var den store mandedaud (svartedøden), der har
været foranledningen til, at man i denne tid særlig har
søgt at faa tidligere forladte ødegaarde optagne paany,
at faa ryddet andre ødemarker og at faa saadanne forandret
til beboede og brugte steder til nytte for samfundet
og de enkelte[1]. At de private eiere ogsaa i denne tid
har indtaget og indhegnet dele af almenningerne uden
tilladelse og er blevne eiere af disse pladse å kraft av
lovens regler om hævd, kan heller ikke være gjenstand for tvil.
Reglen i Magnus Lagabøters landslov af 1273 om, at det var kongen, som havde ret til at bygsle almenningsjord, blev opretholdt af Christian IV’s norske lovs landsleiebolks kap. 59. Reglen om, at der krævedes tilladelse af kongens ombudsmand til rydning i almenning, har den hele tid været gjældende og blev ikke forandret ved de førnævnte bestemmelser om, at rydningsmanden blev odelsmand i kraft af selve tilladelsesbrevet. Det var hensigten
- ↑ Kongebrev af 17. januar 1557, post 3, bestemmer, at den svenske foged ikke maatte bortfæste ødejorder i Finmarken, som kongen og Norges krone tilkom. Kongebrev af 1. marts 1558 handler om kongens rettighed af de ødegaarde, der blev ryddet i Trondhjems len, kongebrev af 7. marts 1566 om opbygning af en gaard, der eiedes af kongen, og saa godt som var øde, mod betaling at vanlig tynge og afgift, kongebrev af 18. juli 1573 om tiende i Stavanger stift af den grøde, der avledes af ødemark, som nylig optoges, kongebrev af 12. november 1577 om regnskab over de ødegaarde, som herefter i Baahus blev optagne for leding og landskyld, kongebrev af 21. november 1587 om, at sognepresten i Elverum skulde beholde en øde plads til hans prestegaard, som han havde ladet oprydde, saa den kunde bruges til et lidet sæterbol, dog for den rettighed, som deraf burde betales.
