han nu i vildmarken havde hegnet og indtaget der sammesteds i Melhus[1]. Dog skulde han aarlig betale leding og landskyld deraf til lensmanden[2]. Endelig maa nævnes en bestemmelse i et kongebrev af 10. november 1577 til Ludvig Munk, der var befalingsmand over Akershus len, saalydende: «Desligst forfare (erfarer) vi, at udi Norge allevegne findes store almenninger, som vel kunne opryddes andre uden skade, og derpaa at være gjort en skik, at hver mand med lensmandens samtykke af slige almenninger maatte oprydde og indtage sig til odel og os til leding», saa tillades Ludvig Munk at tilstede hvem, som begjærer det, «at oprydde og indtage af saadanne almenninger saa meget, deres nødtørft[3] kan fordre og ham godt synes». Det, som blev opryddet, skulde beholdes til odel og deraf betales dobbelt leding[4]. I Christian IV’s brev af 15. august 1590 heder det paa lignende maade: «Efterdi vi komme udi forfaring (har erfaret), at udi Trondhjems len skal findes udi alminde og vildende mark mange pladse og steder, som vel kunde opryddes og tilflyes, og derheden kunde opsættes bøndergaarde – – », tillades samme øde steder at opryddes og opbygges og den, som oprydder og opbygger samme øde jord, skal beholde gaardene som odelsgods mod aarlig betaling af dobbelt leding[5]. Ved et kongebrev af 5. juli 1635 blev det tilladt bønderne, som vil rydde og dyrke jorden »udi vores almenning i Østerdalene, at nyde og bruge disse jorder og rydningspladse fri for skatter og landskyld m. v. i 6 aars tid[6].
