fæstebrev, men i dette heder det, at fæsteren skulde være eier. Dette var saaledes egentlig et arvefæste, men praktisk talt var det eiendom, rydningsmanden fik, da han ikke skulde betale nogen landskyld.
Et kongebrev af 24. oktober 1560 stadfæster et af Thor Roed udstedt brev om, at Nils Gautssøn skulde rydde, bruge og beholde saa meget af en i Tiller i Guldalen liggende ødemark Haarstad, som han kunde indgjerde, mod at betale leding som andre jordegne bønder. Roeds brev blev stadfæstet af Evert Bild, og Nils fik livsfæste mod tynge og afgift[1]. Videre maa nævnes et kongebrev af 23. august 1573, udstedt af Fredrik II. Christoffer Huitfeldt havde tilladt mester Henrik at indtage af en øde mark saa meget, han kunde oprydde og indgjerde i Strinden i Lade prestegjeld og beholde den for sig og arvinger for landskyld og leding. Fredrik II tillod svigersønnen at beholde den eiendom, som Henrik havde indtaget af den øde mark »efterdi at det mange andre efter kongens faders befaling var tilstedt i lige maade at indtage af saadanne øde marker, som laa under fæfod, hvis de kunde gjøre dem nytteligt deraf»[2].
Spørsmaalet om, hvorvidt rydningsmanden var forpligtet til at betale baade landskyld og leding, kan ikke helt klart løses paa grundlag av disse kongebreve. Nogle af dem udtaler, at ødemarken skulde være rydningsmandens eiendom, men andre, at der skulde betales landskyld af det ryddede til kongen. Da man ikke har bevaret nogen regnskaber fra den tid, kan det ikke nu afgjøres, om vedkommende lensherrer og fogder kun har indkrævet landskyld af nogen af de ryddede pladse eller af dem alle.
I et kongebrev av 24. juli 1574 fik Hans Lauritsen tilladelse til at nyde, bruge og beholde den gaard og jord,
