regel om, at der til rydning i almenning krævedes ombudsmandens tilladelse. Nogen stor økonomisk betydning havde det heller ikke i det enkelte tilfælde for staten, at landskyld og andre jorddrotlige rettigheder ikke blev betalt til vedkommende oppebørselsbetjent efter frihedsaarenes forløb. Sine skatter fik jo staten ofte alligevel.
I det 16. aarhundrede bestemte Christian III, at alle de, som boede i Trondhjems stift, og som ønskede at rydde og bygge i kongens almenning, skulde beholde det, som blev ryddet og dyrket, til arv og eie. Dog maatte det opryddede indhegnes. Denne bestemmelse fik anvendelse paa en ødemark Løvsæter i Melhus, der i 1540 blev overladt til raadmand Peter Bartsker[1]. I dette tilladelsesbrev[2], der blev udstedt af befalingsmanden i Trondhjem den 29. juni 1540, er det førnævnte brev af Christian III omtalt. Kongen sagdes i dette at «have forundt alle dem, som bor i Trondhjems stift til evindelig eie al den ødemark, som de rydde og bygge vil og nu under fæfod ligger og skog oppaa staar og ingen landskyld afgaar og kongens og kronens rette almenning er». Heraf skulde betales leding som af andre jordegne bønder. I denne forordning siges intet om, at rydningsmanden skulde betale landskyld til kongen.
I et yngre kongebrev af 19. februar 1559 udtales ogsaa, at den samme Peter Bartsker skulde faa den ryddede part af ødemarken Løvsæter som arvelig eiendom imod at svare leding og anden sædvanlig afgift[3]. I de her nævnte tilfælde udstedte kongens høvedsmand et slags
