øvet fra gammel tid af. Til rydning i almenning udkrævedes dog efter loven kongens eller hans ombudsmands samtykke – et samtykke, som det regelmæssig var let at opnaa. Var saadant samtykke meddelt, blev rydningsmanden at anse som kongens leilænding[1]. Allerede i sagaerne var udtalt, at kongen havde tilegnet sig al den udyrkede mark, og at alle bønderne skulde være hans leilændinger. Skjønt bønderne senere fik tilbage sin odel til den jord, som de havde dyrket, og som de brugte som sin eiendom, beholdt kongen dog fremdeles sin grundeiendomsret og dispositionsret over almenningerne[2].
Disse regler om rydning af og i almenning maa imidlertid læses i forbindelse med de samme loves regler om hævd[3]. Den i loven foreskrevne regel om bygsling som betingelse for rydning var det paabudt at overholde, men det var ikke absolut nødvendigt for rydningsmanden at indhente saadan tilladelse, idet han ogsaa blev eier, naar han uden tilladelse i 30 aar upaaanket havde brugt rydningspladsen og opdyrket samme. Opdyrkning og rydning av tidligere ubrugt og ubenyttet jord er i mange tilfælde foregaaet, uden at det fra kongens og hans ombudsmænds side har været muligt i hvert enkelt tilfælde at kontrollere, om derved ogsaa tidligere almenningsstrækninger uden tilladelse var indtaget under gaardene og saaledes havde mistet sin karakter af kongens almenning. At fremme landets rydning og opdyrkning har altid været et maal for regjeringerne, og herunder har maa ikke altid været saa streng med at kræve opretholdt den førnævnte
