I den ældre Gulatingslovs kap. 145[1], i den ældre Frostatingslovs indledning 19 og XIV, 8[2], samt i Magnus Lagabøters landslov VII, 62, 2 og 4[3] er indtaget bestemmelser om, at kongen eier det, som bygges i almenning, og at han bygger (bygsler) almenning, hvor han vil. Disse bestemmelser er forstaaet derhen, at kongen blev anseet som grundeier til de strækninger, der blev behandlet som kongens almenning, fordi de ikke var privat eiendomsret undergivet. Denne blotte omstændighed, at vedkommende strækning ikke var taget i besiddelse af privatmand, var oprindelig tilstrækkelig til at anse den for almenning. Hvorvidt dette var tilfælde, afgjordes efter ældre norske ret ved ed[4].
Bygdelagene havde en viss ret til at udnytte almenningernes naturlige herligheder[5]. Denne brugsret blev dem af loven tilsikret i den udstrækning, den faktisk var ud-
