3. Domstolene paa tingene opnævnes altid av goderne,
saaledes de 4 fjerdingsretter paa altinget og vaartingsretterne
paa vaartingene. Den oprindelige regel synes at
være at domstolen bestod av 12 medlemmer, opnævnt av
hver gode. Hvor flere goder hadde fællesting kunde der
dannes en fællesret av flere tolvmandsdomme (36 dommere
paa vaartingene) eller de flere goder opnævnte hver
sin mand i domstolen (fjerdingsretten).
Jeg har hittil i taushet forbigaat lagretten og det av den grund, at denne institution, saavidt jeg forstaar, oprindelig er fremmed for altingsforfatningen. Lǫgretta forekommer kun paa Island og i Norge og den hviler begge steder paa et helt andet system end altinget, nemlig paa repræsentationssystemet.
Jeg vil her tilslut betone, at det islandske alting i Grg. aldrig kaldes lǫgþing. Med dette ord betegnes ikke oprindelig et lovgivende ting[1], men et lovbestemt, et lovorganisert ting, altsaa det samme som Grg. (I kap. 82) kalder skapþing (várþing, alþingi og leið), de svenske og danske love lagthing[2] og de tyske love echteding (placita legitima). Men naar Grg. ikke bruker lǫgþing om altinget, er dette et avgjort indicium for, at ordet lǫgþing ved altingets oprettelse endnu var ukjendt i Norge.
Men da reiser sig det spørsmaal: Av hvilken art var da det Gulating, som ifølge Egilssaga (kap. 56) blev holdt vaaren 934? Var det et alting eller var det et repræsentationsting? Sagaen efterlater ingen tvil om, at det er et alting vi har for os. Den beretter: »Arinbjørn samlet meget folk til tinget. Egil var i følge med ham. Kong Eirik var der og hadde mange folk. Bergǫnund og hans brødre var i kongens sveit og de hadde
