scolo fara ut). Likesom der paa altinget var 4 fjerdingsretter, hver paa 36 medlemmer, vilde der da her bli 3 vaartingsretter, hver paa 12 medlemmer. Men, som sagt, det er den herskende lære, at der kun var én vaartingsret, som da man ha tællet 36 medlemmer likesom fjerdingsretterne paa altinget, med hvem den delte kompetence[1], Til en endelig dom paa vaartinget kræves enstemmighet; men hvis 6 av rettens medlemmer har en avvigende opfatning, da staar dom mot dom (véfang), og saken kan appelleres til vedkommende fjerdingsret paa altinget; hvis der ogsaa der blir minoritetsdom, skal saken endelig avgjøres (lukaz) i femteretten, hvor flerfallets mening blir dom[2].
En eiendommelighet ved vaartingene, som vi senere vil faa bruk for, er deres deling i söknarping (»sageting«) og skuldaping (betalingsting, jfr. »skatteting«); det siste blev holdt efter at saktinget var opløst og undertiden paa et eget tingsted[3].
Der er en mængde detaljer i det islandske þingskǫp, som belyser altingsforfatningen; men i denne oversigt kan jeg ikke indlate mig paa dem. Jeg vil kun slaa fast som almene træk:
1. Et fælles alþingi for det hele land, hvortil hver gode var pligtig at møte med et visst minimum av sine tingmænd, som for tingreisen oppebar tingfærdsløn. Tingreisen blev paa det foregaaende vaarting fordelt mellem tingmændene enten ved lodtrækning eller paa anden vis:
2, Landet er delt i fjerdinger, fjerdingen i 3 tinglag (þing) og tinglaget i 3 godedømmer eller tredinger.
