Jeg skal her blot si lidt om fjerdingsdommene paa
altinget og vaartingsdommene.
Om fjerdingsdommene sier Grg. I kap. 20: »Det er mælt i vore love, at vi skal ha 4 fjerdingsdomme; hver gode som har et fornt (gammelt) og fuldt godord, skal opnævne én mand i dom; men de godord er fulde og forne, hvor der er 3 ting i hver fjerding og 3 goder i hvert tinglag; da var tinglagene udelt (þá voro þing óslitin).« Her nævnes intet om, at Nordfjerdingen har 4 ting, hvilket overhode ikke nævnes i þingskapapáttr, men kun i lǫgrettoþáttr 1 (Grg. I kap. 117), hvor den av Are omtalte forandring i 965 omtales (se nedenfor s. 16). Naar hver gode skal nævne én mand i dom, blir dette 9 dommere i hver fjerdingsret og 36 i alle 4. Men da Njála sier, at der i hver fjerdingsret var 3 tylvter, som dømte, har Maurer[1] og flere lært, at hver gode opnævnte en mand i hver fjerdingsret, som da bestod av 36 dommere. Dette finder støtte i den bestemmelse, at goden skal si til hvilken domstol han opnævner sin mand[2].
Om vaartingsretten heter det, at »goderne skal der opnævne domstolen og hver av dem skal nævne 12 mænd i dom til at dømme om alle de straffesaker (sakir), som der kommer til behandling og som loven forpligter dem til at paadømme« (Grg. I kap. 57). Det er den almindelige lære, at vaartingsretten bestod av 36 dommere, 12 opnævnt av hver av tinglagets 3 goder. Men Schlegel ar opfattet lovstedet derhen, at hver gode opnævnte sin selvstændige tolvmandsdom, som paadømte sakerne mellem hans tingmænd. Denne opfatning finder ogsaa støtte deri, at domstolene i kapitel 58 omtales i flertal (domar
