sit hjemting); men i Nordlendingernes fjerding blev der 4 ting, fordi de ikke kunde enes om andet; de som var nordenfor Eyjafjord vilde ikke søke tinget der, og heller ikke vilde de, som var vestenfor Skagafjord, søke tinget der. Men dog skulde der være samme domnævning og lagretteskiping fra deres fjerding som fra hver av de andre; men siden blev fjerdingstingene oprettet. (Dette sa os logsogemanden Ulvhedin Gunnarsson).«
Ved altingets indførelse i 930 skulde efter denne beretning den lokale tingordning ikke være organisert. Der hadde nok været lokale ting, som Kjalarnestinget ved Reykjavik og Tingnestinget i Borgfjorden; men nogen tinglagsinddeling av hele landet var der ikke. »Det var lov dengang at drapssaker skulde søkes paa det ting, som var nærmest gjerningsstedet«, sier Are (kap. 5); men logsogemanden Tord Geller, som foranlediget reformen i 965, begrundet den med, at det gik ham og hans fæller ilde, da de skulde søke sin ret i mordbrandssaken mot Tunge-Odd paa det »ukjendte ting« i Borgfjorden. Han forutsætter at faste, kjendte tingfæller lettere vil komme til en retslig avgjørelse end fremmede.
Den tingordning, som blev gjennemført i 965, er skildret i det ældste Grágáshaandskrifts (Konungsbóks). þingskapaþáttr, som følger like efter kristenretten. Denne tingordning omhandler kun domstolene, nemlig:
1. De fire fjerdingsdomstole paa altinget (kap. 20– 42).
2. Den i 1004 oprettede høiesteret (femtedommen; kap. 43–47).
3. Namsdomen (eksekutionsdommen paa altinget; kap. 48–55).
4. Vaartingene (kap. 56–60).
5. Høsttingene (leið; kap. 61).
6. Namsdomme paa vaar- og høsttingene (kap. 62–67).
