fundet; derfor kunde han ogsaa møte ved repræsentant, naar han selv var ufør, eller naar bonden var en kvinde. Tingmandsalderen var den almindelige fuldmyndighetsalder 12 aar. Hvis en tingpligtig bonde uteblir fra vaartinget uten lovlig forfald, kan goden saksøke ham til tremarksboten eller avkræve ham ½ øre i tingfærdskaup; om tingfærdslønnen til altinget hadde samme størrelse vet vi ikke. Tingfærdslønnen skal betales efter de regler, som tingmændene i hver treding blir enig med goden om (Grg. I kap. 23 s. 44). Om de hjemmeværende betalte den direkte til de tingreisende eller til goden, kan ikke sees.
Paa vaartinget, som blev holdt i 5.–6. sommeruke (fra 7. mai tidligst til 27. mai senest) og varte fra 4 dage til 1 uke, hadde goden ret til at sikre sig følge til altinget av sine tingmænd paa følgende maate: For tilkaldte vidner skulde han fra vaartingets tingbrække lyse, »at han ber alle tingmænd (þingheyjendr), som er der i hans treding, at de skal fare med ham til altinget»; og de skal da kaste lod om eller paa anden vis fordele det mellem sig; men fare skal hver 9. mand av hans tingmænd eller tingheiender» (Grg. I kap. 59 s. 107). Paa den maate hadde hver gode og hans tingmænd ansvar for, at der paa altinget mødte et tilstrækkelig antal tingmænd. Men medens disse for de norske lagtings vedkommende blev opnævnt av aarmanden, har den islandske gode ingen opnævningsret; valget avgjøres enten ved lodtrækning eller ved indbyrdes overenskomst mellem tingmændene selv.
Are fortæller dernæst i kap. 5, at der i 965 blev indført den reform i landets tingforfatning, at hele »landet da blev delt i fjerdinger, saaledes at der blev 3 ting å hver fjerding, og tingfællerne (þingonautar) skulde indbyrdes føre saksokner (straffeprocesser) sammen (ɔ: paa
