herjarbúð og de hadde det vigtige hverv at indvie altinget, som ogsaa laa i deres landnam[1].
Om altingets organisation har vi først paalitelige oplysninger i Grágásen, som er nedtegnet i det 12. aarh.; men reglerne er visselig meget ældre. Tingstedet var þingvollr og tingtiden begyndte første dag (torsdag) i den 10. sommeruke, altsaa ved sommersolhverv (tidligst 18. og senest 24. juni[2]) og varte i to uker. Ingen blev opnævnt til at møte paa altinget; men goderne skal møte den nævnte torsdag, »før solen gaar av tingvoldene, under tremarksbot og tapet av sit godedømme, hvis de ikke har lovlig forfald (Grg. I kap. 23). Logsogemanden er skyldig at møte op den første fredag i tingtiden før folket gaar til logberget, ogsaa under tremarksbot (Grg. I kap. 116 s. 210). Likesaa var hver bonde, som eiet et kuverd (kúgildi) for hvert menneske han skulde forsørge og for sine nødvendige tjenestefolk (skuldahjón), samt dertil en okse eller hest, pligtig til þingfǫr eller til at betale þingfararkaup, om han sat hjemme. Møtte han paa altinget, blev han ikke blot fri for þingfararkaup, men oppebar selv dette. En einvirke, som ikke hadde tjenestefolk, betalte først tingfærdsløn, naar han eiet 2 kuverd for hvert skuldahjón. Disse tingpligtige bønder kaldes þingheyjendr eller þingmenn. De utgjorde statens stemmeberettigede medlemmer; kun disse kunde være medlemmer av dommene og av nabokviden (nabojury paa 9 medlemmer). Da en tingmand altid var bonde, var han egentlig anset som repræsentant for sit bu, ikke for sam-
- ↑ Maurer, Vorlesungen IV 76 og V 304. Landnáma kap. 10. Sturlunga ved Kålund I 292, note 2, 379. Maurer, Ueber die Hœnsaþoris saga 54 (214) bestrider, at Kjalarnesþinget var et tilløp til et alþing, hvilket han i Vorles. IV 76 anerkjender.
- ↑ Før 999 mødte altinget en uke før, se Maurer, Vorlesungen V 304.
