leiv spake. Ulfljót var den første islandske lovbok; men til at opretholde denne levende lovbok blev der samtidig oprettet et eget embede, nemlig logsogemandsembedet. Noget saadant offentlig embede var der neppe i Gulatingslagen, eller overhode i Norge; men der var overalt lovkyndige (lǫgmenn, lǫgspekingar), som utførte logsugemandens hverv. Derfor finder vi heller ikke i de ældre norske love det tekniske ord lǫgsaga[1], men lǫgtala (av telja lǫg) eller lǫgmál (av mæla lǫg[2]). Dog brukes i F X 1 uppsaga laga som betegnelse for lovforedraget, ganske som i Grágás[3]. Logsogemandsembedet har derfor tilknytning i samtidig norsk praksis, men det er mere bestemt utformet paa Island, hvor det blev fristatens vigtigste embede. Paa dette felt er saaledes Gulatingsloven blit »øket«.
Den anden faktor i lovgivningsverket er allir landsmenn (alþingi vas sett at ráþe Ulfljóts oc allra landsmanna). Man hadde allerede før et tilløp til et allsherjarþing paa Kjalarnes, som dog ikke vandt almen tilslutning. Det var sat av Torstein Ingulfsson, søn av den første landnamsmand Ingulf fra Fjorane, altsaa ogsaa fra Gulatingslagen. Men at dette har været tænkt som et alting, viser sig deri, at Kjalarnesgoderne senere blev kaldt allsherjargodar og deres tingbu paa Altinget alls-
- ↑ Ordet forekommer først i Landsloven i samme betydning som lǫgsǫgn, (av segja lǫg, d. e. 1, lagmandens domsavgjørelse, 2, hans embede eller embedsdistrikt; det skylder lagmandsembedet sin opkomst; se Hertzberg, Gloss. s. vv.
- ↑ Telja lǫg brukes om lagmændenes lovforedrag (jfr. sem nu hefi ek talt); mæla lǫg betyr: gi en lovbestemmelse, se Hertzberg, Gloss. under mæla 2 og telja 2.
- ↑ Grg. I a 216.
