het Kol; efter ham er opkaldt den gjaa (kløft), som er der, og siden kaldes Kolsgjaaen, der hvor liket blev fundet. Dette land blev siden allsherjarfé (statseiendom) og det la landsfolket (landsmenn) til bruk for altinget; derfor er der almenningsret til vedhugst til altinget i skogene og paa heierne hage til hestehavn. (Dette sa Ulfhedin[1] os.) Saa har ogsaa vise mænd sagt, at Island blev albygdd paa 60 vintre, saa busetningen ikke er blit utvidet siden. Ved denne tid overtok Ravn, søn av landnamsmanden Høng, logsagaen næst efter Ulfljót og hadde den i 20 somre (930–49). Han var fra Rangaakverven. Dette var 60 vintrer efter drapet paa kong Fadmund († 870 + 60 = 930), én eller to vintrer før Harald Haarfagre døde. (932) efter vise mænds utregning (at tölu spacra manna). Toraren Ragabroder, søn av Oleiv Hjalte, overtok logsagaen næst efter Ravn og hadde den de næste 20 vintrer (950–69); han var fra Borgfjorden.«
Denne beretning viser os ikke blot ved altingsnavnet,
men ogsaa ved fortællingens andre retslige detaljer,
at her ikke er tale om nogen repræsentativ forfatning,
men kun om et allsherjarping. Den besluttende
myndighet ligger ikke hos nogen lǫgretta eller overhode
noget andet utvalg. Der er to faktorer, som bringer
forfatningen og de første positive love for Island istand.
Den ene faktor er den lovkyndige Ulfljót, som for første
gang skaffer øen »satte love« (sett lǫg), det vil si vedtagne
love, i motsætning til den sedvaneret, som de indtil
da hadde levet efter[2]. Ved lagasetning menes lovenes
formulering eller forfatterskap, ikke deres ikrafttræden.
Derfor tillægges lagasetningen Ulfljót og hans onkel Tor-
