(XIII. 135–256, og XIV, 98–206), hvor en svensk Oversættelse af de meddelte Afsnit er tilføiet.
Her nærmere at gjennemgaa disse Eriks Antegnelser vilde føre os for vidt. Han lægger for Dagen, at hans Hukommelse selv i disse ulykkelige Aar har været meget stærk med Hensyn til Enkeltheder, og hans Sprog er flydende, men ved Siden heraf møde vi overalt saa mange vilde Indbildninger og imbecile Ytringer, at man uvilkaarlig maa tænke paa Svetons bekjendte Dom om Keiser Claudius’s tabte Skrifter: magis inepte qvam ineleganter. Han drømmer sig at være ikke Broderen Kong Johans, men Danskernes Fange, Kongen af Danmark staar ham efter Livet, og denne har ogsaa fjernet Karin Månsdotter fra ham o. s. v. Dog er Danskehadet her kun forsaavidt heftigere end i Querelae Suedicae, som den prosaiske Opsats’s Artikel kommer ind paa Fornærmelser og formentlige mishandlinger af de Danske, øvede mod Forfatteren egen Person.
Det er nu min Mening, at den, der vil gjennemlæse Querelae Suedicae ved Siden af Argumentationes, vil med mig finde det høist rimeligt, at begge Opsatser hidrøre fra samme Forfatter, og at altsaa det omtalte Poem er Erik den Fjortendes Værk. Begges Affattelsestid maa, som paavist, omtrent falde sammen. Aanden i begge er den samme, Sproget overensstemmende, og, som nys nævnt, har Erik bevislig skrevet latinske Vers om historiske Emner. At Qv. Sv. af Langebek blev forefundet i Finland, taler heller ikke imod Antagelsen, thi som bekjendt blev dette Landskab hans Enke Karins senere Opholdssted, og det vides om hende, at idetmindste en Del af Mandens skriftlige Optegnelser kom i hendes Besiddelse. Endelig vil man i Argumentationes finde Striden om Danmarks Ret til at føre de tre Kroner i Vaabenet udførlig bestreden; den selvsamme Sag har ogsaa været
