yderst faa (vix unus et alter) igjen af den norske Adel (v. 91–136). Forf. vender sig dernæst til den svenske Borger- og Bondestand, som skulde være bleven haardt medtagen under det danske Regimente. Hvis ikke Sverige havde revet sig ud af Danmarks grusomme Geh. vilde det have fristet Norges Vilkaar; derfor maa Sveriges Adel fremdeles være paa sin Post, „for at ikke Statens af saa mange storme rystede Skib skal komme tilbage til det samme usalige Sted“ (v. 137–159). Nu kommer et Angreb paa Kong Hans, der ved alle Midler har staaet efter Sveriges Værste. Dog øinene aabnedes paa endel svenske Mænd af den høieste Adel. De reiste sig og afrystede Aaget: Formanden herfor var Hr. Sten Sture, „Fædrelandets Haab, Beskyttelse, Prydelse og trofaste Vogter“, fra hvem (ɔ: fra hvis Slægt) Kong Gustav, Fædrelandets Fader, stammer[1]. Hr. Sten kjæmpede for Sverige, „Priamides veluti patriis pro moenibus Hector“, og hans Fortjenester skildres udførlig (v. 160–202). Hr. Sten havde Grund til at være forsigtig, thi han havde forlængst (pridem)[2] erfaret, hvorledes det gik Knut Alfssøn i Norge. Denne var en Mand af ypperlig Herkomst, en herlig og modig Kriger, en kjæk Ridder af norsk Blod. Med ham stod og faldt hans Fædrelands Frihed, han beskyttede Norge ved sin Kløgt og sit Sværd mod Danmarks Angreb, men han blev fældet ved List. (Henrik) Krummedike anfalder ham og dræber ham. Sten sture sørgede altsaa bedre for Sverige, end Nordmændene for Norge. Forf. tillægger, at ogsaa den danske Krønike[3] (Codex Danus) melder om Knut Alfssøns Fald (v. 203–228).
