praefectus ovili); ved Siden af ham nævnes Christiern Munk (Christernus, Monachi cui futile nomen) og en „Tildersonius, quidque rapax“,[1] som Plageaander for Nordmændene. De øvrige danske Befalingsmænd finder Forf. det overflødigt at nævne, men samtlige ere de røverske og egennyttige (v. 60–76). Norge forarmes altsaa og taber sine Skatlande; Danmark er dristigt nok til at skille Orknøerne fra Norges Rigs for at overgive dem til en skotsk Svigersøn (v. 77–90). Indfødte Nordmænd tilsidesættes, agtes uværdige til Embeder og nedstødes til et Intet, ja den danske Adel gjør norske Adelsfruer og Jomfruer til sine Friller[2]. De Danske tørste endelig ogsaa efter norske Adelsmænds Blod, saaledes har Knut Knutssøn (Baat) maattet bøde med Livet, „thi han maatte forekomme altfor mægtig formedelst sine Rigdomme, sin Popularitet og den Anseelse, hvortil hans Tapperhed havde hævet ham“. Karl Knutsson (Tre Roser) og hans Broder (Erik) havde Kong Christiern (den Anden) lokket til sig ved glimrende Løfter, men dog voldet dem begge Døden. „De vare de sidste Levninger af en gammel Slægt og Arvinger til omtrent Tredieparten af Norges Jordegods, hvilket nu kom i dansk Vold“[3]. Nu er der kun
- ↑ „Tildersonius“ har af J. C. Berg og efter ham ogsaa af mig været forstaaet om Jens Tillufsøn Bjelke, der ægtede Lucie Nilsdatter (Gyldenløve). Dette er dog neppe rigtigt, se Handl. rör. Skandinaviens Historia, XIV. (Stockholm 1828), S. 124–125.
- ↑
Ipsorum toris simul et. natabus abusa est
Turpiter ad sordes, Cypria foeda, tuas.Det er overflødigt at bemærke, at denne paafaldende Beskyldning er greben af Luften.
- ↑ Her ere flere Brud paa Sandheden. Erik Knutssøn blev henrettet i det Stockholmske Blodbad efter at have kjæmpet mod Christiern; Broderen Karl stod i høieste Anseelse hos den danske Konge, var en af Hovedanførerne mod Sverige og faldt under Stockholm Beleiring efter forinden at have bidraget betydeligt til den ovennævnte Hr. Knut Knutssøn Baats Henrettelse.
