Det i Langebekiana aftrykte Brudstykke, der udgjør 114 Disticha eller 228 Verslinier, begynder med en Erklæring om, at det er en bekjendt Sag, hvorledes Danmark ved allehaande svigefulde Kunstgreb har stræbt at ødelægge Sverige. (v. 1–14). Derefter (v. 15–36) tiltaler Forf. sit Fædrelands ulykkelige Søster Norge, af hvis ældre, blomstrende Forfatning han giver en veltalende Skildring: Landet var selvstændigt, rigt eg mægtigt, kunde maale sig med mange andre Stater og stod ei tilbage for Danmark og Sverige, havde en indfødt Adel, eget Rigsraad og egne Konger, og den norske Løve var ikke Gjenstand for Foragt:
Olim dives eras, fortunis, robere, sceptro,
Viribus, imperio divitiisque potens,
Par multis non inferior Danis Gothisque,
Ducebas laetes absque moerere dies.
Florebes, ut odoriferi rosa tempore veris,
Turbabatque lares nulla querela tuos.
Tunc tibi libertas, innati pompa senatus,
Tunc tibi grex propriae nobilitatis erat,
Tunc ex nati Reges sua sceptra gerebant,
Norvegicusque tuas sanguis habebat opes.
Tunc sibi plenus erat, quem regni postulat ordo
Tunc non spreta tui forma Leonis erat.
Digteren fortsætter med en Udvikling af Norges senere Fornedrelse („quantum mutatus ab illo!“) ved danske Rænker og dansk Ondskab: „Danmark kunde ikke taale Synet af sit blomstrende Naboland eg dets Rigdomme og anstrengte alle sine Kræfter for at undertvinge og ødelægge det“ (v. 27–60). De Danske sendte Blodsugere til Norge. En vis Bilde (Hr. Claus) fik Befalingen over Rigets vigtigste Fæstning Baahus og plagede Landet paa alle Maader (Lupus veluti trepido
