Hertugen Erkebispen af Mainz. Som vi have hørt, fik ogsaa Grev Christopher fri Bortgang. De to Fyrsters Ryttere fik drage ud med Heste, Harnisk og Eiendom, Landseknegtene med nedlagt Fænnike og mod først at have tilfredsstillet sine Verter i Byen. Naar de vare ankomne paa tydsk Grund, skulde de sværge, i tre Maaneder ikke at stride mod de tre Riger eller imod Kongens Forbundsfæller. Danske Mænd, som maatte ville drage af Riget med Greven og Hertugen, skulde saadant staa frit for, dog Ambrosius og Hr. Jørgen Kok undtagne, men hvo, der saaledes drog bort, maatte ei vende tilbage uden med Kongens Minde. Borgerne og Indvaanerne i Kjøbenhavn vilde Kongen tage til Naade som sine Undersaatter og tilgive dem alt, hvad de havde forbrudt mod ham, Rigsraadet og den menige Adel. Med Hensyn til Fangerne bestemtes, at de gjensidig skulde udvexles uden Løsepenge. Men med dette Punkt af Kapitulationen stod en mærkelig Sag i Forbindelse. Hertug Albrecht havde nemlig, dengang da hans og Grevens Sag i Danmark begyndte at blive mislig, ladet en stor Del af den danske, navnlig sjellandske Adel gribe og fængsle. Nogle af disse Adelsmand havde han den hele Tid beholdt hos sig i Kjøbenhavn. Men de betydeligste Personer havde han sendt over til Meklenburg, hvor de holdtes i Varetægt paa et Par faste Borge. Ikke mindre end tolv Adelige af de fornemste Familier, for en stor Del endog Rigsraader, befandt sig paa hin Side af Østersøen. Vi møde mellem dem Navne som Hr. Otto Krampens og Hr. Anders Bildes. Størstedelen af disse Magnater havde i Grev Christophers første Velmagtstid sluttet sig til dennes Parti, modtaget Forleninger af ham og betragtedes derfor af Christian den Tredie, skjønt nu hans Fiendes Fanger, som grovt kompromitterede Personer, med hvem han havde en alvorlig Regning at opgjøre; til at de aldrig havde
