maatte han sværge en Ed om aldrig mere at betræde Danmarks, Norges, Sveriges eller Hertugdømmernes Enemærker eller foretage Noget til disse Landes Skade[1]. Albrecht af Meklenburg blev som regjerende Fyrste behandlet med større Hensynsfuldhed. Ambrosius Bogbinder og Hr. Jørgen Kok gjorde hver for sig Knæfald, hvorpaa Kongen efter Forbøn af Hertug Vilhelm af Braunschweig og endel Feltøverster betingelsesvis skjænkede dem Naade.
Dokumentet om Stadens Overgivelse udstedtes i Hertug Vilhelms og de ovennævnte tydske Krigsøversters Navn, som de, der „bønligen havde bevæget Kong Christian til at tage Hertug Albrecht, Greven, Krigsfolket og Borgerne til Naade“. Det er Seierherren, som lader sine Venner og Tjenere forkynde de afmægtige Beseirede, hvad de have at rette sig efter. Betingelserne vare i det Væsentlige følgende: Hertug Albrecht med Familie og Hoftjenere og hans og disses personlige Eiendom skulde overføres til Tydskland paa kongelige Skibe, men de Skibe og det Skyts, han havde medbragt til Danmark, overlades Kongen[2]. Og da Hertugen havde paaført Kongen og Riget saa stor Bekostning og Overlast, skulde deres Mellemværende opgjøres ei to Voldgiftsmænd, hvoraf hver Part valgte en, Kongen Landgrev Philip ei Hessen,
- ↑ En unavngiven tydsk Brevskriver, der angiver sig som Øienvidne, tilføier: „Der Cantzler Uttenkof hat ihm die Eide gestellet; Ihr könnt wissen, dass er nicht viel vergessen wollte“ (Geh.-Arch. D. K. Hist.)
- ↑ At her handledes om ret store Værdier, tør maaske sluttes af Geheime-Archivets Aarsberetninger 4, 68.
en utrykt Skrivelse fra Christian den Tredie selv, skrevet Dagen efter Stadens Overgivelse, til Hertug Ernst af Lüneburg. (Jeg afskrev den i Archivet i Hannover 1870). Landseknegtenes Ord om Hertugen at Milano sigte naturligvis til, at Frants den Første i 1515 bestak en stor Del af Maximilian Storm schweizerske Leiesoldater.
