blev opfyldt. I Overvær af fire Fænniker Landseknegte og ligesaa mange Ryttere maatte Grev Christopher, Hertug Albrecht, Kjøbenhavns Borgermestre og Hr. Jørgen Kok om Formiddagen den ni og tyvende Juli, Hellig Olafs Dag, dengang en Løverdag, som overvundne begive sig ud af Kjøbenhavn. Hertugen red paa en Hest, maaske den eneste, som endnu fandtes i Staden, de øvrige gik tilfods og efter nordtydsk Skik med hvide Stave i Hænderne og med blottede Hoveder. Kongens Krigsfolk dannede en sluttet Kreds, der omgav saavel de overvundne Høvdinger som Seierherren, Kong Christian, og hans Ledsagere. Saasnart de Beseirede vare komne for Kongens Aasyn, maatte de, tildels knælende, bede om Naade. Til Greven, som, dengang Lykken var med ham, havde behandlet Chrisiian med det raaeste Hovmod, talte denne strenge Ord. Han foreholdt ham, hvormange Ulykker han ved sit Indfald i Danmark havde forvoldt Rigets Undersaatter, og mindede ham om det Sprog, han for halvandet Aar siden havde tilladt sig ved Sammenkomsten i Kolding. I Begyndelsen truede Christian ogsaa, uvist dog om for Alvor, med, at han vilde beholde Greven hos sig som sin Fange. Da gjorde først Anførerne for Christophers tydske Landseknegte Forbøn for ham. De forestillede Kongen, at det vilde blive til Skam for dem selv og „for det tydske Navn“, om de saaledes skulde forlade sin Herre som Fange; andre Konger, Fyrster og Herrer, sagde de, vilde da ei mere tage dem i Tjeneste, og de vilde faa et Rygte, „som Schweizerne, da de forraadte sin Herre, Hertugen af Mailand“. Men maatte Greven slippe løs, vilde de i Fremtiden gjerne tjene Kong Christian, om han maatte have Brug for dem. Derpaa bade ogsaa Kongens egne Feltøverster om Naade for Greven, og Kongen lod ham faa Lov at drage sin Vei[1]. Forinden
- ↑ Dette interessante Træk om Grevens Krigsfolks Forbøn findes i
