om Overgivelse. Den trettende Juni 1536 havde Fredspartiet samlet sig paa Gammeltorv, en Plads, som har været Vidne til saa mange mærkelige Optrin i Nordens Historie. De vilde raadslaa om Overgivelse. Ambrosius og Hans Basse gjorde Modforestillinger, men deres Ord fandt ikke Indgang. Da styrtede de tydske Landseknegte til fra alle Kanter; de huggede lige løs paa Borgerne, og snart var Forsamlingen adsplittet, men Knegtene trængte nu ind i selve Husene, hvor Mange fængsledes eller endog dræbtes.
Endnu havde dog ikke Nøden naaet sit Høidepunkt, thi saalænge det frugtbare Amager var i de Beleiredes Magt, kunde stedse nogen Tilførsel komme ind i Staden. Men den attende Juni saa Christian den Tredies Hær sig istand til at besætte denne Ø og indesluttede herefter Byen ogsaa fra denne Kant. Nu blev Elendigheden skrækkelig. Af det ringe Forraad, som fandtes, skulde først Krigsfolket have sit Livsophold, førend der blev Tale om Borgerne. Man søgte at blive Fattigfolk kvit ved at jage dem ud af Byen, men Beleirerne jagede dem ligesaa hurtig ind igjen. Intet Surrogat var længere modbydeligt, og Mange sultede ihjel. Der er endnu bevaret flere Optegnelser om de uhyre Priser, hvortil Levnetsmidlerne stege. Hertug Albrecht betalte en Skjeppe Mel, formodentlig den sidste, som kunde opdrives, med tyve Lod Sølv. Denne Herre havde medbragt sit Hof til Kjøbenhavn, og midt i disse Ulykkens Dage fødte hans Hustru ham en Søn. Da sendte Christian den Tredie sin Frænke Hertuginden, der udentvivl var ham personlig bekjendt fra den Tid af, han som ungt Menneske havde tilbragt i Berlin, nogle Forfriskninger i hendes Sygdom.
Alligevel holdt den ulykkelige Stad ud i hele sex Uger efter, at Amager var erobret, saa stor var det Partis Trods og Haardnakkenhed, der havde Magten inden Voldene. I de
